Noget for noget

Overraskende nok så han intet spor af vrede eller afsky i de grønne øjne, kun frygt. Og lige efter gik det op for ham, hvorfor; hun var stadig jomfru. Han mærkede modstand…

Du sagde, at du kan hjælpe min far, begyndte Clary langsomt. Hun havde blikket fast rettet mod gulvet, som om det gjorde hele situationen mindre ydmygende.

Et slesk smil bredte sig over Walkers ansigt, dog formåede han straks efter at ligge ansigtet i neutrale folder. ”Det er korrekt,” svarede han.

Hun løftede blikket for at kunne se ham i øjnene. ”Hvad vil du have til gengæld?” Hendes families økonomi skrantede og det faktum, at hendes far bevægede sig tættere på at miste sit job, hjalp langt fra. Walker – ejeren af det firma, hendes far arbejde sammen med – kunne helt sikkert hjælpe, men hun var udmærket klar over, at det ikke blev gratis.

”Det ved du vidst godt, miss Reid,” svarede Walker afmålt. Ud ad til ville man aldrig have gættet sig til den ophidselse, han følte.

Clarys øjenbryn trak sig sammen. Ja, hun var udmærket klar over, hvad han mente, men en del af hende havde vel håbet på, at denne løsning ikke ville blive aktuel. At der var andre muligheder. Men tydeligvis var dette kun naive håb. ”Hvornår?” spurgte hun så.

Walker lod blikket glide overvejende rundt i den lille butik, de befandt sig i. Han ejede en lang række af butikker af forskellige arter, og dette var også en af hans. ”Det er søndag,” svarede han. ”Ingen kommer på arbejde i dag.”

”Nu? Her?” udbrød Clary uvilkårligt. Det var et offentligt sted! Selvom det var søndag og folk ikke arbejdede om søndagen, kunne han da vel ikke mene det seriøst.

Walker nikkede afmålt. ”Her, lige nu,” svarede han frydefuldt. Hvor lang tid havde han ikke drømt om netop dette? Pigen, foran ham var utrolig tiltrækkende. Alle andre lod til at se på hende som en uskyldig lille pige. For ham var hun en kvinde.
Det røde hår snoede sig i sirlige krøller ned af ryggen på hende, og de grønne øjne havde et vist glimt i sig der fortalte, hvor intelligent hun faktisk var. Flere gange havde han, når ingen havde set det, ladet blikket løbe længere ned, og havde kunne konstatere, at hendes krop helt sikkert var veludviklet.

Han tog fat om hendes hånd og førte hende med sig ud i baglokalet. Der var et par brune æsker stablet op i hjørnerne, og et sort bord stod i den ene ende af det lille lokale. Den smule lys, der slap ind, stammede fra et eneste vindue. ”Læg dig på bordet,” beordrede Walker. ”Og tag din trøje af.”

Clary gjorde tøvende, som han sagde. Hun lagde sig på ryggen på bordet, med benene dinglende ud over kanten. Hendes hjerte bankede smertefuldt hurtigt mod ribbenene, men om det var af angst eller nervøsitet var hun ikke klar over. Sikkert en blanding af de to.

Walker spildte ingen tid med unødvendige handlinger. Dette havde han ventet på i så lang tid, og han følte ingen trang til at røre ved hende først. Med en hurtige bevægelser fik han knappet sine bukser op, og skubbede dem af, han havde igen ting under neden. ”Spred dine ben,” sagde han.

Hun efterkom ønsket med et svagt klynk, simpelt fremprovokeret af den hjælpeløshed, hun følte. Hans ivrige fingre knappede den højtaljede nederdel, hun bar, op, og hev den ned omkring hendes ankler. Så skubbede han hendes trusser ned over lårene, så der var frit udsyn.

Han kiggede hende i øjnene, da han trængte ind i hende. Og overraskende nok så han intet spor af vrede eller afsky i de grønne øjne, kun frygt. Og lige efter gik det op for ham, hvorfor; hun var stadig jomfru. Han mærkede modstand, da han gled op i hende. Han smilede over den behagelige overraskelse, og begyndte at støde med hofterne.

Clary gispede. En lille lyd af smerte, var alt, hun kunne få over sine læber. Det gjorde ondt, og alt hun ville have, var, at han stoppede. Det prikkede bag hendes øjenlåg, og forræderiske tåre samlede sig i hendes øjenkroge. Hun havde ellers lovet sig selv, ikke at græde. Ikke foran ham. Og nu var selv det løfte brudt.

Han stødte ind i hende med regelmæssige bevægelser, ude af stand til at kontrollere sine hektiske åndedrag. Synet af hende var utrolig erotisk. Tårerne, der glitrede på hendes kinder, sollyset der faldt ind gennem vinduet og oplyste det nederste af hendes ribben. Aldrig ville han glemme det syn igen.

Så kom han endelig. Orgasmen blev skudt op i hende, og selv efter han var kommet, blev han inde i hende, mens han fik kontrol over sine åndedrag. Så trak han sig slap ud af hende og fik trukket sit tøj på igen. ”Det har været mig en fornøjelse at forhandle med dig, miss Reid,” sagde han i et formelt toneleje. ”Jeg skal sørge for, at din fars position forbliver, som den er.” Og med de ord forlod han lokalet.

Clary lå gispende tilbage på bordet. I lang tid gjorde hun intet andet, men lå bare der på ryggen og stirrede op i loftet. Så lod det langsomt til at gå op for hende, hvad der var sket. Smerten havde efterhånden fortaget sig, og de blå mærker, hun havde fået på indersiden af lårene ville gå væk. Men noget andet var sket inde i hende…