Hun lure på ham, på den anden side af gaden når han er nøgen

Vækkeuret siger 09:30 med ildrøde tal, og temperaturen er allerede 25 grader. Det er fredag den 13.: Bedst at blive under dynen. Hvis bare det ikke var så varmt. Vinduet står åbent og byder briser ind, men ingen kommer. Luften står musestille, næsten som om den holder vejret. Hun lister fødderne ud af sengen med nyvågen dovenskab.

Natten igennem har hun sovet og er vågnet, sovet og vågnet med svedperler, der sprang, og en hud, der var dækket af en fin, fedtet film. Først røg pyjamassen, så trusserne, halvt i søvne, dryppende af sved.

Hun står nøgen ud af sengen, kryber ned i trusserne og skal lige til at gå ud i køkkenet, men standser med tankerne på ham på den anden side. Hun roder gennem tøjbunken på gulvet og finder en bh. Hans øjne rækker dybt ind på hendes matrikel; og alting skal være, som det plejer.

Han er der hver dag. Alting er det samme hver dag, i går er magen til i dag og i morgen. Denne lejlighed er uforanderlig. Stole, borde, sofaen – alt står præcis, hvor flyttemanden satte dem. Et billede, der hænger skævt, bliver aldrig rettet. Overboerne larmer hver torsdag, og trappen bliver vasket om fredagen. Alting gentager sig med regelmæssig behagelighed. Meget forudsigeligt. Meget trygt.

Hun samler avisen op, som hun gjorde i går og forgårs og går ud i køkkenet, der har udsyn over gården og ejendommen på den anden side. De har små altaner i ejendommen overfor. Hvor ville denne sommer være nemmere at holde ud, hvis hendes ejendom havde været lige så rigt udstyret.

Hun stiller sig midt i køkkenet og kigger ud ad vinduet for at se, om han er der. Selvfølgelig er han det. Det er han hver dag. Hun har et navn for ham og hende: Vi med aftenarbejde. Hun banker sig på indersiden af hånden med avisen, før hun lægger den fra sig. Som om noget inden i hende siger: Du kan bare komme an.

Hun morer sig med at tænke på, at det er bagsiden af hans ejendom, hun ser. Ikke den pæne facade ud til gaden. Hun sætter kaffe over og vender sig igen mod gården. Hans lille altan, hvor han altid ryger, når hans kone ikke er hjemme, er tilplantet, men planterne er lave og skygger ikke for udsigten.

Intens øjenkontakt
Nu kommer han til syne bag gardinet. Hun kigger på uret. Okay, hans kone er taget på arbejde. Regelmæssig kone, regelmæssigt arbejde, regelmæssig fyr. Og nu kommer han ud på altanen, hendes forudsigelige bagsidemand, splitternøgen og med en smøg i munden. Bliver stående i opholdet mellem planterne, så hun ikke går glip af så meget som en centimeter af hans betydelige fysiognomi. Kaffen begynder at gurgle, og de hilser på hinanden fra hver sin side af baggården, som de altid gør: et par sekunders intens øjenkontakt, men samtidig denne tavse enighed om slet ikke at se: Det her foregår ikke.

Hun slipper kontakten, kortvarigt, indimellem, åbner køleskabet, tager smør ud, skærer brød, drikker et glas vand. Indimellem får han sit blik: Hun ser dig. Hendes bevægelser er langsomme i dag. Varmen gør hende langsom og tung og slap og dvask. Den åbner hendes porer mod verden. Og han står der, som han altid gør om sommeren, og ryger en smøg i sit adamskostume, alting i skønneste orden. Om vinteren ændres hans rutiner. Så optræder han bag vinduesglasset og stiller sig op på en kasse, så han er sikker på, at hun får hele hans vidunderlige storhed med.

Selv ændrer hun ikke sine rutiner i denne uforanderlige lejlighed. Hun optræder hver morgen i køkkenet iført trusser og bh, om det er sommer eller vinter.

Hun hælder kaffe op, puster til den og skotter til ham. Han kigger ufravendt på hende som altid; han har næsten røget færdig og rettet sig op. Hans pik er stadig slatten, men den rører på sig, som om den samlede sig sammen til noget stort. Hun nipper til kaffen og sætter koppen fra sig, så hun kan komme til at løsne bh’en.

Hun tager den langsomt af, som om selve det at tage den af var luksuriøs nydelse. Det er noget, de begge forventer, langsomheden. De har øjenkontakt, mens hun hægter den af og læner sig forover, som om hun strakte sig ud mod ham og bød sig til. Så graciøst som muligt kommer hun fri af den og holder den foran sine bryster, som for at vise, at dette gør hende lidt forlegen, lidt genert. Løgn alt sammen. Nu kan hun se, at hans pik er hård og på vej op, og mens hun lader bh’en, langsomt, langsomt, kravle ned ad maven, kravler hans pik den anden vej. Hans mave er dækket af pik, hendes af denne fine film af sved. Hun smider bh’en på gulvet.

Han kan ikke være gammel med så megen saft og kraft i lemmet, tænker hun kælent og vender sig fra side til side, så han kan beundre hende og hendes bryster fra alle vinkler. Hvad er han? Midt-sidst i tyverne? Men gift. Flot mand. Pæn krop, vidunderligt nøgent ansigt med sorte øjne, hvis mindste glimt og vink hun fanger, selv på denne afstand. De borer sig ind i hende tværs gennem baggårdens flimrende morgenlys.

Hans hånd glider op og ned ad pikken, mens han stirrer på hende, der nu vender sig om, så han kan se hendes flotte, brune ryg. Hun vender front mod ham igen, strutter og smiler, bruger alle de stripperklicheer, hun kender: Kærtegner sin krop, ælter sine bryster, kaster hovedet tilbage i nydelse, nydelse, ja, hun elsker det her. Hun elsker, at han elsker at kigge på hende, og mærker noget, der ligner skuffelse, da han bukker sig sammen om sig selv og gøder sine blomster med udsondringen.

Det er bare noget, hun siger, når hun er sur og skuffet. Hun bliver altid lidt sur og skuffet bagefter. Udsondring lyder nedladende. Nedladende er godt, når man er lidt sur og skuffet. Hun nyder det, mens det står på, men er sur og skuffet bagefter. Hun er ikke lavet til at gøre som han. Hun er tværtimod biologisk prædestineret til at spidde sig på denne mand.

Men det er ikke hans game. Han er blotter. Han vil kun have sin pik beundret, og det er hermed gjort. Hun vil også beundres, og det er hermed også gjort. Det er bare ikke nok.

Ud af hovedet med ham
Han er væk nu. Han har fået det, han kom for, og hun er sur og skuffet. Hun putter mælk og to sukkerknalder i kaffen. Det plejer at hjælpe. Sukker jager surhed væk. Hun tager en tredje.

De har opført denne forestilling en hel vinter, et helt forår, og nu, hvor sommeren snart er forbi, gør de det stadig. Hun har skam mødt ham i nabobutikkerne mange gange. Inde hos kineserne, nede i kiosken, inde hos grøntsagsaraberen, hvor hun gjorde et stort nummer ud af at beføle auberginerne, mens hun skottede til ham ud ad øjenkrogen og forgæves forsøgte at gøre sig forståelig på kropssprog: Lad mig røre ved den denne gang; lad mig sætte mig på den. Men han tog bare et glas med karrypasta ned fra hylden og gik hen til kassen og betalte. Og drev hende igen til vanvid. Hun er med på den med at ikke-se hinanden, men derfor kan man jo godt føre en slags samtale på helt almindeligt kropssprog.

Hun vender sig irriteret fra køkkenvinduet og går ind og får tøj på. Ud af hovedet med ham. Der er ting, der skal gøres. Hun skal faktisk købe auberginer nu og se at komme til Tisvilde. Bitten og Thea vil lave persisk auberginesalat i sommerhuset, og hun skal levere sine bedste Vesterbroingredienser og dermed gøre deres tøseaften til en kulinarisk uforglemmelig oplevelse.

Godt så. Snart står hun med weekendtasken og en kæmpepose fuld af kæmpeauberginer ved det store, forgrenede vejkryds ved Bellahøj. Det er alt for besværligt at komme til Tisvilde med tog, og bil har hun ingen af, så her står hun igen med tommelfingeren fremme. Det er altid mænd, der tager hende op, og de vil alle sammen knalde. Når de bliver ubehagelige, og det er kun sket et par enkelte gange, har hun et par tricks og en effektiv lille tingest i tasken.

Det er lettest om sommeren, især i shorts – silende regn er det værste. De vil ikke have deres bil til at lugte af våd hund, og de gider ikke kæmpe med alt det regntøj. Men solen skinner i dag, hun sveder og hendes ben er flotte og brune.

Mødet med ‘blotteren’
Hun har knap nok stukket tommelfingeren ud, før en sort Golf standser. Hun når at sætte sig ind, inden hun genkender ham. Og ja, så heldig kan man være – efter en lang, lang vinter; omsider.

De lader som ingenting. Det er sådan, det skal være. Han spørger, hvor hun skal hen, og da han hører, hun skal til Tisvilde, kalder han hende heldig.

“Jeg skal til Frederiksværk,” siger han, accelererer hårdt ud af krydset og fortsætter ind under vejunderføringen mod Hillerødmotorvejen.

Hun kigger på sine lår og elsker dem. Mens hun gør det, er hun fuldt ud i stand til at lade blikket rage på hans krop. Hans mundvige smiler en anelse. Han holder blikket på vejen. Hele tiden føles det, som om der udgår noget voldsomt fra ham, noget elektromagnetisk, noget hypnotisk, nogle hormoner, der er så store, at man burde kunne se dem. Det er, som om han tigger hende om at lægge hånden på hans lår, og så alligevel ikke: Han kører jo bil: Kigger ligeud og siger ikke ord; overhaler behændigt langsommere biler med en gennemsnitshastighed på 120. Hun herser med sin arm nu. Den spænder op og vil simpelthen ligge på hans lår; den vil. Men det må den ikke. Han kører, det er farligt. Men samtidig siger hans mundvige det modsatte – det der lille krøl tigger om det, nej, det er en befaling: Læg din hånd på mit lår, din lille tøjte, og jeg spidder dig, til du revner.Måske er han i virkeligheden bare flov over, at de nu befinder sig i en situation, hvor de kan tale sammen, efter alle disse måneder, otte i alt, hvor han har onaneret med hende som sin alt for villige tilskuer. Selvfølgelig er han ikke flov. Det var ham, der tog hende op, fuldt bevidst om, hvem hun var. Og hvordan hun så ud uden tøj på. Han. Tog. Hende. Op.

Hvorfor siger han ikke noget? Hun ville frygtelig gerne have, at de førte en form for samtale, der kunne fjerne al den sitren og pulseren, der fylder bilen. Men hun kan ikke få et ord frem.

De kører gennem Hillerødmotorvejens trøstesløse landskaber og hæslige cementstøjdæmpere, og nu tager han afkørselsrampen mod Frederikssund. Hun bliver forvirret, forlader sin fantasi.

“Kører du ikke den forkerte vej?” spørger hun. “Hvis du skal til Frederiksværk?”

Han smiler længe, før han svarer uden at fjerne blikket fra vejen.

“Jo.”

“Shit,” tænker hun. “Han er psyko. Nu slår han mig ihjel.” Hun bøjer sig ned mod weekendtasken på gulvet foran sig og tjekker, at pebersprayen ligger i forlommen.

Ved det næste røde lys, lægger han en hånd på hendes lår, og berøringen sender chokbølger direkte ned mellem hendes ben. Hans sorte øjne er lige her, og de kigger på hende med det samme blik, som hun kender fra altanen. Det sorte blik, der får hende til villigt at tage tøjet af i køkkenet hver eneste morgen.

“Bare rolig,” siger han omsider. “Vi skal lige en lille omvej.”

Da lyset skifter til grønt, banker han Golfen op til 90 i andet gear, overhaler to biler og kører videre mod skoven.

Hun ville gerne spørge ham, hvor han skal hen. Hvad han skal i Frederiksværk. Hvor hans kone er. Hvilke tanker, der kredser i hans hjerne lige nu,
og når han onanerer til hendes stripper-orkestrering. Hun ville gerne spørge ham, hvem han i det hele taget er. Men hun sidder bare stum og åbner og lukker munden som en fisk.

Hun spørger ham, hvad skoven hedder, og hendes stemme lyder som en kvækken. Han svarer ikke, men svinger ind på en rasteplads og parkerer. Stiger ud og åbner døren for hende med et enkelt “Kom!”

Hun kigger på ham, før hun stiger ud, prøver at lodde, om hun skal myrdes
eller knaldes. Det hjælper ikke spørge; det ville bare lyde dumt.

Hans mund kommer tættere og tættere
Hun følger efter ham ad en lille sti ind i skoven. Smågrenene er mærkbare i de åbne sandaler. Hun har lyst til at spørge, hvor de skal hen, men igen – han kan jo svare, som det passer ham. Hun forstår ikke, at hun ikke bare løber, hurtigt den anden vej. Vender om på hælen og bare løber væk. Men hun følger efter ham dybere og dybere ind i skoven, til de kommer til en gruppe tætte buske, der våger over en lysning ved siden af en eng, som kan skimtes gennem deres tætte bladhang.

Han vender sig mod hende og kommer helt tæt på hende i én sugende bevægelse, så T-shirtstoffet gnider mod hendes bomuldsbluse. Hun kan lugte hans ånde og hans krop. Han har spist pebermynte. Kroppen og kinden og øret lugter af sæbe. Hans mund kommer tættere og tættere. Om lidt dør hun. Enten dør hun rigtigt, eller også dør hun en lille smule i en af sit livs mest skingrende ekstaser. Enten eller.

Hun lukker øjnene og åbner munden.

 

Forfatter: Susse