Hvem fanden er Benedikte? (Jeg går i seng med gifte mænd)

Jeg hygger mig med andres ægtemænd

Benedikte er ikke interesseret i kærlighed, kun pik og intens sex – og helst fra gifte mænd, der ikke burde give den til hende. Hun er den anden kvinde, der ikke gemmer sig i mørket, men tænder på det, og hun ved præcis, hvordan hun skal få gifte mænd til at tabe forstanden, bukserne og al moral.  – fordi Benedikte giver det deres hustruer ikke gør.

Hun stjæler ikke mænd – de kommer frivilligt

Benedikte sover med gifte mænd, er selv singel og gør ikke noget forkert – ikke føler sig skyldig over at være den ‘anden kvinde’, fordi hun simpelthen sørger for det, de ikke får fra deres koner. “Jeg sover med gifte mænd hele tiden, men jeg anser det ikke for at være utroskab fra min side. Jeg vil bare gerne have sex med gifte mænd, de ved det kun er sex og så er de som oftest sultne på en måde man ikke ser single mænd er.

Han sad over for hende ved cafébordet, men han så ikke på sin kaffe. Hans blik var plantet mellem hendes lår, hvor hendes nederdel sluttede lige over knæet og gled lidt op, hver gang hun krydsede ben. Hun gjorde det med vilje, selvfølgelig. Benedikte elskede det. At se dem vride sig. Gifte mænd, der sad dér med skjorten knappet pænt op, vielsesringen skinnende i solen, og et blik der skreg jeg vil begrave min pik i dig og glemme jeg eksisterer. Hun mærkede det med hele kroppen. Og hun fik det, hun ville have. Hver gang.

“Du sagde, du havde travlt,” sagde hun roligt og lagde hovedet let på skrå.

“Jeg… jeg burde gå. Men du… du gør det svært.”

“Det er dét, jeg gør. Gør ting svært for gifte mænd med stive pikker og desperate øjne. Du er ikke den første, skat. Bare den næste.”

Hans hænder dirrede, da hun rakte ud og trak hans kaffekop tættere, langsomt, med én finger. Samtidig gled hendes fod op mellem hans ben, pressede forsigtigt mod bulen i hans bukser. Solid. Klar. Svævende mellem dårlig samvittighed og kådhed.

“Åh fuck…” stønnede han lavt.

“Du bliver her. Og du kommer med mig. Ikke fordi du burde, men fordi du ikke kan lade være.”

Han kørte hende hjem i stilhed, kun lyden af hans hurtige vejrtrækning og hans hånd der knugede rattet, alt for hårdt. Hun sad ved siden af, benene bredt nok til, at han kunne ane kanten af hendes g-streng, som var trukket op over hoftebenet, bare for at drille.

Da de kom ind, var han ikke længere manden med autoritet. Han var hendes. Fra første sekund døren smækkede bag dem, knælede han foran hende som en junkie, hænderne allerede kravlende op under hendes nederdel.

“Hvad vil du?” spurgte hun koldt.

“Jeg vil… for helvede, jeg vil kneppe dig. Jeg vil mærke dig, jeg vil… jeg kan ikke stoppe.”

“Du vil stikke din pik op i mig og glemme alt om din lille kone, er det dét?”

“Ja… ja, jeg gør hvad som helst. Jeg tigger dig, Benedikte, lad mig…”

Hun tog fat i hans hår og trak hans ansigt op mod sit.

“Du tigger allerede.”

Hun har magten mellem benene

Hun førte ham til sofaen, skubbede ham ned, åbnede hans bælte som en sulten heks og trak hans boksere ned med en knurren. Hans pik sprang fri, allerede dryppende, svulmende, pulserende.

“Mmmh… den her liderlige ægtemandspik,” hviskede hun og slap spyttet ned over skaftet. “Så ivrig. Så nem.”

Hun sænkede sig over den, sugede ham dybt ned i halsen med våde glurch-gluck lyde, der fik ham til at vride sig, til at jamre lavt, hænderne i hendes hår, men tøvende, fordi han ikke turde styre hende.

“Du må ikke røre,” sagde hun hæst og så op på ham med fugtige øjne og pik i munden.

Han slap straks.

“God dreng.”

Hun rejste sig, slikkede sig om læberne og smed trusserne ned til anklerne.

“Se godt efter. Det er dét, du har savnet, ikke sandt?”

Hun satte sig overskrævs på ham, lod spidsen af hans pik gnide mod hendes drivvåde åbning. Han så op på hende, blikket fuldt af tryglende vanvid.

“Sig det.”

“Sig hvad?”

“Hvis du vil have lov til at stikke den her utro-pik op i min fisse, så skal du sige det.”

“Jeg vil… jeg vil kneppe dig. Jeg vil i din fisse. Benedikte, please, luk mig ind, jeg—”

Hun sænkede sig med ét stød, hans pik gled glat og dybt op i hende med et plaskende klask af safter og kød, og han skreg nærmest.

“ÅÅÅÅH for helvede—ja, fuck—du klemmer mig, du er så… stram, du… fuck, fuck, fuck!”

Hun red ham brutalt, hofterne hamrende, hendes hænder pressede mod hans bryst, mens hendes fisse sugede ham, slubrede omkring ham med hver rytmisk bevægelse.

Klask-klask-klask. Sofaen rystede. Hendes støn var ikke søde. De var kommanderende.

“Er det sådan din kone rider dig, hva’? Nej? Hun ligger bare der, gør hun ikke?”

“Ja—nej—fuck, du er bedre, du er… jeg kan ikke mere!”

“Nej, du kommer ikke før jeg siger det.”

Hun strammede, knugede om ham indefra, mens hendes negle satte mærker på hans bryst.

“Du er mit legetøj nu. Jeg ejer din pik. Hver gang hun siger nej, kommer du kravlende. Og jeg vil tage imod dig. Lukke dig ind. Gøre dig til min.”

Han råbte igen, en halvkvalt, kvalmende lyd af ren overgivelse. Hans hofter svuppede op mod hende, desperat, vildt, hans safter allerede presset op i hende, hans sæd sprøjtende dybt, så han skælvede og jamrede som en ødelagt mand.

“Ja, kom. Fyld mig. Din kone fortjener det ikke.”

Hun blev siddende oven på ham, mens han faldt sammen, stadig begravet i hende, tom og brugt og ødelagt.

“Du kommer igen,” sagde hun roligt.

Han nikkede. Han kunne ikke tale.

Og hjemme, i sengen ved siden af sin kone, ville han stirre ind i mørket, pikken halvhård bare ved tanken. Ved tanken om Benedikte, der sad på ham og red ham som en oksetæmmer, der smilte som en djævel med fissen som lænke og dom. Og han vidste én ting:

Hun havde magten nu.

Og han ville gøre hvad som helst for at få lov til at komme i hende igen.

Han går derfra med mærkerne fra mine negle i ryggen, sæden dryppende fra mit indre, og skyldfølelsen tungt hængende over skuldrene som en våd jakke. Han kysser mig farvel som om han ikke vil – men han gør det alligevel. Det gør de alle sammen.

Og jeg smiler.

For jeg ved, hvad han går hjem til. En kone der sidder i sofaen med benene oppe, Netflix kørende i baggrunden og tankerne et andet sted. Måske tror hun, han har arbejdet over. Måske sender hun ham et hjerte-emoji mens jeg stadig kan mærke hans sæd varme mine inderlår. Hun aner ikke, at hendes mand sad med pikken begravet så dybt i mig, at han jamrede som et dyr. Hun ved ikke, hvordan han stønnede mit navn og kaldte mig “gudinde”, mens han tiggede om at komme. Og hun kommer aldrig til det.

De ved det aldrig.

Men jeg gør.

Jeg ved, at når han næste gang ligger ved siden af hende og hun vender sig væk, så vil han tænke på mig. På min stemme, på hvordan jeg spredte mine ben for ham og sagde “kom”. På hvor stram jeg var, hvor villig jeg var, hvor meget jeg villeham – bare ikke som person. Kun som kød. Pik. Lyst. Det, han ikke får hjemme, men som jeg serverer, med smil og saft og blottet hud.

Fremtiden? Den er ikke én mand. Den er ikke kærlighed. Den er ikke ægteskab.

Fremtiden er flere af dem. Gifte. Pressede. Undertrykte af rutiner og døde ægteskaber. Jeg kan se dem i øjnene på caféerne, i supermarkedet, på gangen til mødelokalet. Jeg tænder på deres desperation. Den måde deres hænder begynder at ryste, når jeg læner mig lidt for langt frem og lader brysterne fylde deres synsfelt. Den måde deres stemme sprækker, når jeg siger “hvis du var min, ville jeg sluge dig helt”.

Jeg tænder på, at det er forkert. At de ikke burde. At de gør det alligevel.

Jeg vil være kvinden, de aldrig tør nævne. Den, de onanerer til i bilen, i badet, mens konen tror de er på kontoret. Den, de husker bedre end deres bryllupsrejse. Den, der ejer deres udløsninger og efterlader dem tomme, forpinte og afhængige. Den, der lader deres pik eksplodere og deres moral kollapse.

Og konerne? De sidder hjemme og ved det ikke. Eller de fornemmer det, men vil ikke vide det. De ignorerer beviserne, mærkerne, tavsheden, blikkene. De holder fast i illusionen.

Imens tømmer jeg deres mænd. Igen og igen.

Jeg tager dem. Jeg bruger dem. Jeg gør dem til mine.

Og jeg elsker det.

Og konerne? De mærkede det. Langsomt. De begyndte at se, hvordan deres mænd så på skærmen lidt for længe, sendte beskeder med ryggen til. Og nogle begyndte at spørge sig selv:

Hvem fanden er Benedikte?

Hun lagde sig aldrig ud med konerne. De var spøgelser, navnløse skikkelser i baggrunden. Og hvorfor skulle hun skamme sig? Hun skyldte dem intet. Det var ikke hende, der havde lovet troskab. Hun leverede bare det, de ikke fik derhjemme. Og mændene? De var taknemmelige. Altid.